Må ske!
Der var engang en gårdmand, hvis hest uheldigvis løb væk. Den samme aften samledes naboerne i hans hjem for at vise deres deltagelse og beklage hans ulykke. Gårdmanden sagde: ”Vi får se..” Den følgende dag vendte hesten tilbage og bragte med sig 6 vilde heste. Alle naboerne kom forbi for at lykønske gårdmanden med hans heldige udvidelse af besætningen. ”Måske”, sagde han.
Morgenen efter forsøgte gårdmandens 16-årige søn at beride en af de vilde heste. Han blev kastet af og brækkede et ben. Igen kom naboerne for at vise deres fulde sympati. Gårdmanden sagde: ”Lad os se..” Den følgende eftermiddag kom en deling officerer fra hæren til landsbyen for at indrullere unge mænd i en ulige krig. Gårdmandens søn blev kasseret på grund af hans ulige ben. Da naboerne kom til for at erklære deres tilfredshed med den lykkelige udgang, sagde gårdmanden: ”Må ske!”
Denne taoistiske (vandre)historie fortælles bl.a. af forfatteren til ’Seven Times Down, Eight Times Up’ og ’The Happiness Solution’, Dr. Gettis, og kan bruges til at illustrere:
*) endnu en bevæggrund til at anlægge optimistisk forklaringsstil
*) værdien af at besinde sig i stedet for hysterisk at reagere overilet (for øvrigt også et af de bedste råd i Executive Coaching bestselleren: ’What Got You Here Won’t Get You There: How Successful People Become Even More Successful’, officiel udgivelsesdato: 9. januar 2007, men allerede nu nr. 19 på Amazon)
*) et alternativ til naiv, traditionel brainstorming (prøv lige til fordel for egen forretningsudvikling i en gruppe at diskutere de fire ryk i historien….)
Hvad fortæller historien DIG?
En dejlig historie. Det, der ved første øjekast viser sig at være sort uheld er måske kimen til morgendagens held. Det er altid godt at holde sig for øje. Men jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålet, om bondemandens handlekraft gennem denne forklaringsstil er sat ud af spil? Handler han i forhold til de begivenheder han bliver en del af, eller læner han sig passivt tilbage og venter på at skæbnen skal levere en forklaring?
Stemningen blandt naboerne svinger op og ned i takt med begivenhederne. Bondemandens stemthed er den samme uanset, hvad der sker. Aldrig fortvivlet, aldrig begejstret. Han holder masken. Men hvad hvis nu sønnen døde. Ville han så tillade, at ansigtet krakelerede? Det lyder negativt at krakelere, men når et ansigt krakelerer, så falder stivnet snavs af og ansigtstrækkene bliver atter plastiske. Min påstand er altså, at der kan ligge en mulighed for fornyelse i krakeleringen (jeg skal sige, at tankerne om krakelering ikke er egen opfindelse men Ole Fogh Kirkebys).
Mit spørgsmål er således: Hvilke gevinster er der på den korte og på den lange bane ved bondemandens forklaringsstil, og hvilke faldgruber rummer den (hvis nogen)?